Fra aktiv til kørestol & fra kørestol til paralympisk drøm

Menneskekroppen er i stand til at opnå så meget, hvis vi giver den det rigtige brændstof sammen med træning. Men en anden faktor, at overveje i løbet af rejsen til succes, er ikke noget du fysisk kan sætte en foranstaltning på. Det er rent faktisk det mind-set, du har, og hvordan det kan hjælpe med at skubbe dine fremskridt.

Josh Landmann er ikke ukendt med netop dette. Han er et klart eksempel på præcis, hvor langt et positivt mind-set kan tage dig. Josh har altid været en dedikeret sportsmand igennem hans tidligere liv. Han spillede hockey for Lancashire, nød cricket og rugby og svømmede for skolens team. Efter han var fyldt tyve år, havde han en ulykke, mens han var på ferie. Han brækkede nakken og forlod ham lammet fra brystet og ned.

Hvad Josh Landmann har gjort og opnået efter denne skade er en sand inspiration for os alle.

Hvad gav dig styrke og motivation, til at beslutte efter ulykken, at du ikke ville give op?

Jeg har altid troet, at jeg skulle kunne gå og være aktiv på mine fødder, fordi jeg ikke vil sidde i en kørestol resten af mit liv.

Jeg husker, at jeg sagde til mine forældre: "Så længe jeg kan stå på ski og køre, vil jeg være glad, selvom jeg skal bruge en kørestol til resten af mit liv."

Det var uafhængigheden og evnen til stadig at tage på skiferie med familie og venner, som jeg virkelig ønskede mere end noget andet. Jeg ville ikke være afhængig af, at blive kørt rundt i en kørestol, hvis jeg ønskede at komme nogle steder hen.

Så efter det, så blev jeg nødt til at acceptere og gøre godt med det, som jeg havde på det tidspunkt. Jeg tænkte, at hvis der kom mere førlighed og bevægelse tilbage, så var det var en bonus til min fremtidige mobilitet.

Jeg vidste, at tiden aldrig ville gå tilbage, og tingene ville ikke blive som før. Jo hurtigere jeg kunne forstå det, desto bedre ville det være for mig selv mentalt og også for min familie.

Heldigvis var  min genoptræning i rehabilitering meget hurtigt, og jeg forlod hospitalet med evnen til at gå meget korte afstande.

Jeg har forsøgt at forbedre min gang siden da. Jeg har øget min evne til at gå til omkring 15-20 meter, men jeg skal stadig bruge min kørestol det meste af tiden, når jeg er ude af huset.

Hvor lang tid tror du, at det tog dig at acceptere til din ulykke?

I nogle henseender er jeg bestemt stadig i gang med at acceptere og forstå det. Når jeg tager hen og ser min gamle rugby klub spille kampe, så tænker  jeg: ”Jeg ville ønske , at jeg kunne være med på den pitch”, eller når jeg får beskeder fra mine venner om at tage ud og spille noget fodbold, så tænker jeg: ”Jeg ville ønske, at jeg kunne tage med og sparke til en bold”.

Men så tænker jeg to gange og indser, at det måske skete af en årsag og jeg aldrig have kunne konkurrere i de sportsgrene, jeg laver nu og ville heller aldrig have fået så mange muligheder, som jeg har fået.

Hvornår og hvorfor besluttede du dig for Tough Mudder?

Jeg besluttede at deltag i Tough Mudder, efter at jeg havde afsluttet mit lokale 10km løb med mine venner. De 10 km var til ære for at støtte et lokalt projekt. De har støttet mig, og jeg ville give igen. Det hedder Bentrend Getinvolved.

Jeg kiggede blot på de sociale medier og en annonce poppede op, så jeg klikkede på det og begyndte at se nærmere på arrangementet. Efter et par e-mails til arrangørerne, for at bekræfte det var okay, besluttede jeg at booke det.

Jeg vil helt sikkert udføre endnu et Tough Mudder snart. Jeg er for nylig blevet bedt om at tage over til USA for at konkurrere i verdens hårdeste Tough Mudder, som finder sted i november. Jeg er stadig i korrespondance med folk derovre. Jeg er en TM-ambassadør, og de har støttet mig med så mange ting.

Hvor lang tid efter din ulykke, begyndte du at tænke på Paralympics som et seriøst personligt mål?

Det var noget, jeg tænkte på, da jeg var tilbage i Southport Spinal Unit. Det var der, under min rehab, at jeg blev introduceret til sport igen, ikke nødvendigvis de sportsgrene, jeg deltager i nu, men jeg synes det var vigtigt bare at få den konkurrencedygtige følelse tilbage i mig.

Der blev aldrig foreslået, "hvorfor går du ikke til paralymperne", det var bestemt noget, jeg satte for mig selv som et personligt mål.

Hvor ofte træner du?

Jeg træner 6 dage om ugen, som omfatter 3 eller 4 sessioner på hver af mine triatlon discipliner, som er svømning, cykel og race i kørestol. Jeg har strukturerede træningssessioner udarbejdet hver dag, som omfatter aerob, udholdenhed og hastighed. Jeg har også 3 styrketræninger, der er inkluderet i min ugentlige træningsplan.

Du har et sådant positivt syn på livet. Er det noget, du altid har haft, eller er det tillært efter ulykken?

 Jeg tror, at jeg har tillært mig dette livssyn efter ulykken. Udelukkende fordi, jeg førhen nok ville have tænkt: ”Hvad nu hvis”.  Fx hvad ville konsekvenserne være, så nu tænker jeg: ”Hvis jeg ikke gør det, så vil jeg nok fortryde det”.

Noget af det er kommet fra min familie og venner. De har alle et positivt syn på livet, og så er andre ting bare fra mig selv, da jeg har oplevet så mange ting i hele min tid under genoptræning. Jeg ved fra tidligere, at jeg har taget så mange ting for givet. Nu tager jeg bare enhver mulighed, jeg har og sætter pris på alt, hvad jeg bliver tilbudt.

Hvilket råd har du til andre i samme situation som dig?

Mit råd ville være, at du aldrig skal tro, at du ikke kan gøre noget bare fordi, du ikke kan gå eller løbe. Der er altid en måde at gøre det på. Det kan tage dig lidt længere tid, men det er muligt.

Der er så mange muligheder derude for at hjælpe mennesker. Det er vigtigt at forblive positiv. Du skal acceptere, at du vil have dårlige dage, men overvind dem og bliv en stærkere person.

Jeg fokuserer på de ting, jeg har, snarere end de ting, jeg ikke har.

Joshs fantastiske rejse har vist, at selv i strid modgang og modvind har han været i stand til at gå længere, end han nogensinde troede var muligt. Han demonstrerer vigtigheden og kraften i et positivt mind-set, uanset hvad dit mål måtte være.