I denne måned taler vi om GOATs. Ikke den slags, du finder på en gård eller på en bjergside i et David Attenborough-program, men atleter, der anses for at være på toppen af deres felt - de største gennem tiderne. De med guldmedaljer, verdensrekorder, skinnende trofæer og uomtvistelig disciplin.
Det er derfor ikke overraskende, at vi skulle høre fra en af de stærkeste kvinder i verden - Farah Fonseca.
Farah vandt sit første forsøg nogensinde på at blive verdens stærkeste kvinde, og hun vandt Englands stærkeste kvinde to gange - to år i træk. Vi kunne ikke vente med at snakke med hende om hendes rejse til toppen og om, hvad hun har lært undervejs.
"Det har været ret kaotisk..."
Farah har altid været ret aktiv. Bare en almindelig motionist, der dyrkede personlig træning i sit lokale fitnesscenter i Basingstoke. Det var indtil hendes daværende partner foreslog, at hun skulle deltage i en Strongwoman-konkurrence. Hun husker, at hun svarede "øh, skat, det hedder Strongwoman, og man skal være stærk for at kunne deltage".
Efter en del overvejelser var Farah opsat på at give sine træningstimer en vis retning, og så begyndte den intensive træning. Farah siger afslappet: "Jeg vandt den konkurrence" og gik videre til sin næste opgave - endnu en nybegynderkonkurrence inden hendes første kvalifikationsturnering til England.
"I 2016 deltog jeg i mine første Englands kvalifikationskampe, kom igennem og vandt faktisk Englandskampen det år, i mit første år, hvilket var fantastisk. Jeg vandt det igen året efter, og så blev det ligesom en spiral derfra, for så kan man kvalificere sig til England, til Europa, så kvalificerer man sig til Arnold og så til verdensmesterskaberne.""Jeg tog til Arnolds i Ohio det følgende år. Jeg deltog i amatørturneringen og endte med at placere mig som nummer fire, hvilket var fantastisk, fordi de fire bedste får et pro-kort, hvilket betyder, at man derefter kan konkurrere som professionel strongwoman i USA. Så derefter kunne jeg deltage i Strongest Woman in the World i 2018 - jeg vandt det, hvilket var fantastisk."Efter at være dykket hovedkulds ind i Strongwoman-verdenen følte Farah, at hun mistede noget af sin kærlighed til sporten, så hun tog en tiltrængt pause.
"Jeg tog ca. 18 måneder fri, da jeg syntes, at jeg var ved at miste kærligheden til sporten lidt, fordi jeg bare gav den fuld gas i ca. fire år, og det var virkelig intenst. Så jeg tog lidt fri, kom tilbage sidste år, deltog i England igen, vandt det, kom tilbage i det, og så er jeg for nylig lige blevet nummer to i England og nummer tre i Storbritannien. Så det har været ret kaotisk!""Man bliver lidt afhængig af konkurrenceevnen"
Farah afslører, at hun prøvede stort set alle sportsgrene, da hun var yngre, hvilket blev opmuntret helhjertet af hendes far.
"Da jeg voksede op, var jeg altid til fodbold, netball, atletik, svømning, ridning, hvad det end var, så var det hver aften efter skoletid en anden klub. Min far sagde altid: 'Okay Farah, du har det hele, lad os komme af sted' - og satte sig straks ind i bilen."Men da hun kom på universitetet, gik det fællesskabselement i sporten, som Farah satte så stor pris på, tabt. Farah længtes også efter det konkurrenceelement i sport, som den afslappede træning ikke kunne erstatte.
"Jeg ville gerne tilbage til det konkurrenceelement, fordi jeg bare trænede, men når man altid har været konkurrencemenneske, er det rart at få det frem i sig selv. Så snart jeg deltog i den første konkurrence, bliver man lidt afhængig af konkurrenceevnen, af at prøve at presse sig selv og af at se, hvor meget man kan presse sig selv"."Vi har skabt så dejlige bånd"
Vi har alle brug for et support system. Uanset om det er venner, familie eller holdkammerater, er det uvurderligt at have folk, man kan stole på. Denne form for støtte bliver særlig vigtig, når man træner til noget som Strongwoman. Og Farah kunne ikke være mere opmuntrende med hensyn til den positive atmosfære ved hendes konkurrencer og de bånd, hun har skabt med kvinder fra hele verden.
"Jeg har fået masser af venner. Det er fantastisk at mødes, fordi alle kommer fra hele landet og selvfølgelig fra andre lande, når man tager til internationale konkurrencer, møder man venner fra USA, som f.eks. at jeg i nogle af de konkurrencer, jeg har deltaget i, har boet sammen med de piger, der er amerikanere, så vi har skabt så dejlige bånd".En kvinde, som Farah har skabt et sådant bånd med, er især sin kollega Andrea Thompson - en kvinde, som både har støttet og inspireret Farah.
"Hun har altid haft så meget ro i maven, hun er naturligt meget stærk. [...] Jeg tror, at jeg begyndte på sporten samtidig med hende, dog er hun bare i en anden vægtklasse, og vi er bare blevet rigtig gode venner. Jeg har altid virkelig respekteret, hvordan hun konkurrerer, og hvordan hun er som atlet. Så hvis vi konkurrerer sammen, er vi meget sammen, og vi er en samlet pakke.""Det er bare en del af livet nu"
Som de fleste af os oplever Farah stadig hårde dage, selv med støtte fra venner, familie og sin træner. Her er nogle af hendes råd til at komme igennem dem.
"Jeg tror, det handler bare om at forsøge at blive ved med at presse dig selv, se hvor meget du kan få ud af din krop og dit sind, fordi dit sind er det første, der giver op. Så jeg tror, det handler om at se, hvor mentalt stærk man kan være. Og det hjælper at få noget skinnende til sidst..."Selv i disse hårdere tider synes Farahs disciplin aldrig at svigte. Hun formår at gøre det gennem ren rutine. Dette er bare hendes liv nu, der er ikke mere i det.
"Jeg tror, at det bare er en del af livet, det er bare blevet normen. Jeg havde f.eks. en samtale forleden dag, hvor jeg sagde, at jeg ikke forstår, hvordan folk bare går i fitnesscenteret nu, for jeg har været på et program i så mange år, at jeg ikke er gået ind i et fitnesscenter og har haft en træning uden for skemaet i evigheder. Det er bare en del af livet nu, tror jeg, det er bare indgroet.""Der er balance i mit liv"
Når det kommer til ernæring, sørger Farah for at få alt det, hun har brug for til at sikre, at hun yder sit bedste under konkurrencerne, men hun glemmer aldrig at gøre plads til sine yndlingsretter.
"Der er balance i mit liv. Ja, jeg nyder motion, jeg elsker at bevæge mig, jeg elsker at kunne træne, men hvis jeg vil kunne tage ud og besøge min familie og spise ris og ærter og mac and cheese og plantain og jerk chicken i weekenden, så gør jeg det absolut, for jeg holder mig ikke til makroer hver eneste dag i mit liv."Kort fortalt
Farah er et frisk pust i fitnessbranchen, idet hun værdsætter vigtigheden af mental sundhed og at nyde livet samt legemliggør disciplin for at nå toppen af sin sport. Når hun ikke træner, bruger hun sin tid på at give kvinder mulighed for at begynde at styrkeløfte og træne dem ikke kun i at løfte, men også i at føle sig selvsikker.
Der er ingen tvivl om, at Farah er en certificeret GOAT. Det fremgår tydeligt af hendes tankegang såvel som af hendes medaljer og trofæer. Vi vil følge med, når hun uden tvivl fortsætter med at erobre endnu mere af fitnessverdenen og sprede sine positive vibrationer yderligere.
Relaterede artikler
